MONO - Øvelokaler, studie, koncerter, foredrag og inspiration til musikere

Musikforeningen MONO er en århusiansk kulturinstitution oprettet med det formål at sikre gode øveforhold til byens musikere. Musikforeningen blev oprettet i 2001, på resterne af en række gamle lukningstruede øvelokaler, og har siden da udviklet sig til en solidt forankret kulturinstitution i Århus. I 2007 tog foreningen springet til nye lokaler på Tomsagervej 25 i Åbyhøj, og derved også springet fra slidte kælderlokaler til nu vel nok Danmarks flotteste øvehus: 40 akustisk regulerede øvelokaler, studiefaciliteter, scene og bar, depoter, trådløst internet og et aktivt musikmiljø med mere end 500 musikere. Huset har vi valgt at kalde MONORAMA.

Både Musikforeningen og MONORAMA drives af to faste medarbejdere samt en engageret bestyrelse. Foreningen får driftstilskud fra Århus Kommunes Kulturforvaltning, og dette, samt indtjeningen på udlejning af øvelokaler, scenen, studie og depoter, er hvad der samlet skal få stedet til at løbe rundt. Musikforeningen MONO er en non-profit forening, hvor overskud straks kanaliseres ind i udviklingen af huset og arrangementer til glæde for brugerne.

Helt fra starten i 2001 har MONO været aktiv med koncerter og events i byen, altid med det formål at skabe muligheder for nye bands for at blive hørt, at orkestrene får sceneerfaringer og dermed opbakning til den videre fremfærd på landets scener. Vores arrangementer har fundet sted på de fleste af de scener man kan finde i byen, samt et par lidt uortodokse steder som f.eks. DGI-byen, Ceres' nye bryghus og Institut for X.

Da MONO i 2007 tog MONORAMA i brug, fik foreningen - samtidig med vi holdt fast i samarbejdet med andre spillesteder - sin helt egen scene. Ægget, som scenen hedder i daglig tale (en opfindelse husets arkitekter kom på pga. rummets form), har siden da dannet ramme for en lang række koncerter, fester og foredrag, arrangeret både for og af foreningens medlemmer. Scenen i MONORAMA, er stedet hvor nye bands kan prøve kræfter med koncertformen, men også et sted hvor orkestre, som er godt på vej, kan få glæde af et lydhør og interesseret publikum. Følg med under Events på sitets forside for ikke at gå glip af fremtidige arrangementer.

Som en krølle på halen, udviklede vi på MONO i 2009 musikermagasinet Mer' Monitor! Bladet for den hårdtarbejdende musiker, der vil noget med musikken. I bladet leverer vi inspiration, ideer og nyheder fra alle dele af musikmiljøet, men især med fokus på ting der vedrører dig som musiker. Vi har bragt artikler om det at komme til udlandet, om de fejl vi begår, om at udgive, om nye scener i landet, om muligheder for at komme ud og spille etc. etc. Bladet er støttet af Statens Kunstråd og ORA - Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere og findes i alle ORAs medlemsforeninger - dvs. over hele landet. Find det, læs det og deltag gerne med din viden. Bladet kan findes her på forsiden.

Læs meget mere om hvad Musikforeningen MONO og vores flotte øvehus MONORAMA indeholder, ved at surfe rundt på siderne.

God fornøjelse