Nyt fra MONO i august 2017

Live Camp tilbyder vækstlags-tapas før Smukfest • Ansøg om at spille til Auditionday i MONORAMA • MONO er partner på UHØRT d. 18.-19. august • Oplev MONO GOES METAL i festugen • Grobund er klar med Drenge i Spil • Open Call til Meet The Talent under Oppenheimers • Spil til årets fest: MONORAMA Rocks 2017

 

Live Camp tilbyder vækstlags-tapas før Smukfest

Klokken middag søndag åbnede de første teltområder på årets Smukfest og allerede kl. 16:00 indtog de første musikere scenen. Opvarmningsfestivalen Live Camp åbner for sluserne, med hele 26 nye danske artister på programmet. Ud over chancen for at spille for tusinder unge publikummer, dyster deltagerne søndag og mandag om Live Camps Udvalgte, som giver adgang til åbningsgigget om onsdagen på Bøgescenerne, og Tak Rock, som giver adgang til P3 Scenen lørdag. Tirsdag står scenen i Karrierekanonens tjenester, hvor årets tre vindere skal findes. MONOs udsendte er på pletten.

Følg med på www.mono.dk og MONO på Facebook

Se live streaming via www.smukfest.dk 

***

Ansøg om at spille til Auditionday i MONORAMA

MONO og ORA er igen klar med en omgang Auditionday i MONORAMA. Det sker torsdag d. 26. oktober. Er du og bandet klar på en koncert med efterfølgende feedback fra udvalgte musikbranchefolk, så er det nu du skal søge. Kravene er, at I præsenterer selvskrevet musik, er ambitiøse med projektet og ønsker at få et par gode ord med på vejen til jeres videre udvikling. Spilletid er 20-25 min, med efterfølgende feedback på 30 min.

Ansøg nu på http://app.festivall.dk/application/pQAAAA/

Ansøgningen skal være sendt senest d. 21. august kl. 12:00

***

MONO er partner på UHØRT d. 18.-19. august

Årets UHØRT Festival har netop føjet de sidste syv navne til årets program, som nu tæller hele 39 stærke, nye danske navne. Festivalen rykker i år fra de vante rammer på Refshaleøen til Vesterbro, hvilket forventes at sætte sit præg på årets udgave, ifølge festivalleder Jesper Krüger: ”De urbane rammer her på Enghavevej giver  vores festival en mere rå og stemningsfuld atmosfære, der hænger godt sammen med oplevelsen af den nye musik”. MONO er med som partner på festivalen.

Læs mere på MONO er partner på UHØRT d. 18.-19 august

Følg med på https://www.facebook.com/events/159273914572922/

***

Oplev MONO GOES METAL i festugen

De seneste par år har du kunne opleve MONO GOES METAL udenfor de faste rammer i MONORAMA på Tomsagervej, senest på SPOT Festivalen i maj måned. Debuten for denne ’ud-af-huset’-oplevelse skete på Understrøm under festugen i 2016, hvor MGM indtog Mølleparken med kæmpe succes. Intet mindre 12 timers metal blev sendt ud over parkens plæner og publikum elskede det. Understrøm har inviteret MGM-konceptet indenfor igen og Leifur har booket det sygeste program…. Som altid!

MONO GOES METAL i Mølleparken d. 2. september kl. 12:00

Se mere på https://www.facebook.com/events/1240305056073757/?fref=ts

***

Grobund er klar med Drenge i Spil

Efter de seneste års succes med PIS (Piger i Spil), som har skabt et stærkt kreativt værksted for unge piger med musik i blodet, sætter Grobund nu et nyt projekt i søen med fokus på drengene. DIS (drenge i Spil), skal give de unge drenge mulighed for at nørde igennem med musikken. DIS kører sideløbende med PIS (Piger I Spil), som allerede har kørt i et år, og de to hold vil komme til at lave ting sammen på tværs i løbet af semestret. Der vil blive arrangeret koncerter, som holdene skal spille, og semestret vil blive afsluttet med en studieindspilning.

Er du interesseret eller kender du nogle som kunne være det, så se mere og tilmeld:

http://www.grobundbandakademi.dk/spil

***

Open Call til Meet The Talent under Oppenheimers

I forbindelse med den kommende Oppenheimer-showcase, der finder sted på RADAR i Aarhus, lørdag d. 16. september, arrangerer Promus samme dag endnu en omgang "Meet The Talent" - hvor bands kan ”speed meete” med repræsentanter for den danske musikbranche! Få mulighed for at ’pitche’ dig selv og bandet for nogle af landets toneangivende musikbranchefolk og musikbureauer. Meet The Talent finder sted på Promus lørdag d. 16. september kl. 15:00 til 17:00.

Se mere og ansøg på http://www.promus.dk/Nyheder.asp?AjrDcmntId=877

Se mere om Oppenheimers her https://www.facebook.com/events/889747824498001/?fref=ts

***

Spil til årets fest: MONORAMA Rocks 2017

MONORAMA Rocks giver husets musikere og bands muligheden for at teste formen på scenen foran et veloplagt publikum. Du spiller, vi fester og får mødt husets mange musikere – måske opstår nye kontakter! Adgangen til scenen denne dag er først til mølle og der er plads til otte bands.

Så er du og bandet klar på at spille d. 18. november, så send en mail til mono@mono.dk