Merch City og to andre startups ’vinder’ Musikiværksætter 2017

Musikiværksætter 2017

Merch City, Sound Of Aarhus og Slingshot Music har fået et ekstra skulderklap at starte 2017 på, da de i sidste uge blev valgt som Musikiværksætter 2017. Det er Promus der står bag ordningen, der giver støtte og opbakning til spændende nye musikvirksomheder i byen. Ordningen består af en række startpakker med rådgivning, kontorplads og 15.000,- kr. i ’startpenge’.

Bag udvælgelsen af de tre musikvirksomheder, står en række kompetente folk på hver deres område:

Thomas Bredahl - manager, Heartbeat Management
Jesper Krogh Kjeldsen - iværksætter, Postevand.
Adrian Fey - Culture Works
Jesper Bay - Music Matters
Bo Blaabjerg - konsulent, Kaospiloterne

Se mere om de tre vindere på:
Merch City - http://merchcity.com/
Sound Of Aarhus - https://www.soundofaarhus.com/
Slingshot Music - http://slingshotmusic.dk/kunder.html

Baggrunden for Musikiværksætter 2017:

"Aarhusiansk musik er blevet en milliardforretning"!

Sådan skrev JP/Aarhus i august om resultatet af den undersøgelse af musikøkonomien i byen, som er blevet iværksat af det nye netværk, Music City Aarhus, i foråret '16.
Undersøgelsen, der er lavet af analyseinstituttet, Epinion, og viser bl.a., at musikken i Aarhus beskæftiger 2.500 musikere og 1.100 ansatte i musikbranchen og samlet genererer en omsætning på 1,8 mia. kr. (2015).

Hos Promus har man altid haft den holdning, at hvis man vil styrke musiklivet - fra vækstlaget til de professionelle udøvere - så er det vigtigt også at støtte op om erhvervsdelen af musikken. De to ting hænger uomtvisteligt sammen, og der er brug for professionelle aktører, der kan arbejde med at formidle, producere og "afsætte" musikken - ikke bare herhjemme, men også internationalt.
Derfor tog Promus initiativ til Musik-Iværksætter 2017-programmet.

Promus lancerer en ny runde efter sommeren 2017 – Musik-Iværksætter 2018.