Rock The Region ATLAS slutter Aarhus2017

Copy of Gruppe1Det europæiske kulturhovedstadsår under titlen Aarhus2017 er ved at nå sin ende. Derfor er der lagt op til en storslået fejring i byen lørdag d. 9. december. MONO og partnere byder ind med Rock The Region i et ekstraordinært setup på ATLAS.

Der har været ekstra tryk på kulturen i Aarhus i 2017. Ja faktisk over hele regionen, for det er ikke kun hovedbyen Aarhus, som har været kulturhovedstad, men hele regionen midtjylland. Nu er det hele ved at nå til sin afslutning - og det skal fejres.

Derfor byder MONO, sine partnere i regionen og deres fælles projekt Rock The Region, på en ekstraordinær koncertaften med seks artister. Få et indblik i udviklingsrejsen for talentfulde artister, oplev seks korte intense koncerter, se videoklip fra forløbet og mød Carsten Holm og Torsten Cubel fra Aarhus Echo. Det hele sker på ATLAS d. 9. december og dørene åbner kl. 19:00. Eventen har fået titlen Rock The Region Legacy Show 2017.

Aarhus2017 hjalp Rock The Region igang

Allerede tilbage i 2016 bød MONO ind på festlighederne omkring kulturhovedstadsåret med projektet Rock The Region. Visionen var at skabe et regionalt udviklingsforløb for talentfulde artister i det midtjyske og et konstruktivt, kollegialt netværk af musikfællesskaber. Seks byer blev partnere og teamede op med professionelle aktører og netværk, som Promus, DMF og SPOT Festivalen i Aarhus. 

Det er der kommet et fantastisk talentforløb ud af. Over tre måneder, fra introen i marts, over workshops og koncertturné, til showcasen på SPOT Festivalen, bliver de udvalgte artister udsat for et intenst arbejdsforløb, der skal hjælpe dem på vej mod næste udviklingstrin. Gerne i form af samarbejde med andre brancheaktører. 

Rock The Region på egne ben

Når Rock The Region byder ind på afslutningen af kulturhovedstadsåret, bliver det samtidig med starten på Rock The Region på egne ben. Projektet er blevet til med stor støtte og opbakning fra folkene bag Aarhus2017, men nu flytter det hjemmefra. Derfor bliver der, sammen med koncerten, lukket op for ansøgningsrunden til 2018-udgaven.

Hele teamet bag Rock The Region glæder sig til koncerten og det kan du også roligt gøre. Det bliver et show med fuld energi. Og hvis du ovenikøbet er artist eller musiker i et talentfuld og ambitiøst band, så bliver du samtidig mindet om at søge Rock The Region 2018.

Der er gratis entré til eventen, som du kan se mere om her: https://www.facebook.com/events/2321712461177704/

ATLAS, Vester Allé 15, 8000 Aarhus

09.12.2017 // Dørene åbner kl. 19:00

Se meget mere om Rock The Region på www.facebook.com/rocktheregiondk