Streaming gav Gregers sit gennembrud i Sydkorea!

Gregers 3 previewStreamingplatforme og airplaymonitorering gør hele verden til et potentielt marked – også for upcoming artister der jagter gennembruddet. Det er den 25-årige nordjyske sangskriver og artist, Gregers Mogstad, et lysende eksempel på med 2 millioner streams i Sydkorea. Mer’ Monitor! har denne gang talt med den unge musiker om det at finde sit publikum som DIY artist.

Sydkorea! Er det vejen til det internationale gennembrud, tænker du måske. Og ja, det kan det sagtens være, hvis man bygger videre på de succesoplevelser der opstår undervejs. For Gregers var Sydkorea en testballon og lidt af en tilfældighed. Han forklarer hvordan:

- Vi havde tidligere lavet en licens med et pladeselskab i Holland, som var gået okay - men uden at virke helt vildt. Vi fik kontakt til Tocorea på en branchefestival i Amsterdam, og de ville gerne udgive mine sange i deres eget territorie. I Sydkorea har de ikke Spotify, men deres egen store streaming platform ‘Melon’. Via en viral kampagne på Melon fangede det åbenbart en del koreaneres interesse og vi fik genereret nogle nye lyttere. Herigennem fik vi spilletid på et par koreanske radiostationer og i april 2017 blev jeg kontaktet af den danske ambassade, for at fortælle lidt om min musik og mit første besøg til Sydkorea. Jeg måtte fortælle dem, at jeg aldrig selv havde været i Korea - men at jeg utroligt gerne ville derud og besøge landet og spille koncerter for de nye lyttere.

// Læs også 'Playlister - den nye vej til hitlisterne' fra Mer' Monitor! 34 //

Turen til Sydkorea realiserer Gregers til januar, og her vil det vise sig om de digitale lyttere kan omsættes til koncertgængere. Første tur derud er derfor også tænkt som en døråbner, for så at vende tilbage senere på året eller i 2019.

En målrettet DIY-artist

Gregers Mogstad eller Gregers, som kunstnernavnet bare lyder, bor til dagligt i Aalborg med sin kæreste og datter, hvor han også har studie. Der er herfra tingene udgår. Han spiller dog også live med sit eget projekt og er freelance i andre sammenhænge.

- Jeg lever fuld tid af musikken og har tidligere arbejdet meget med jazz, men arbejder i dag hovedsageligt med popmusik. Min sangskrivning har sin inspiration i retrosoul, funk og r&b - som vi tager med over i et mere produceret univers. Jeg udgiver mine ting under kunstnernavnet Gregers og arbejder independent på pladeselskabet Sound Seduction, som har til huse hos min producer Jesper Sidelmann i Nordjylland. Vi arbejder fast sammen på en masse forskellige projekter. Jeg har siden 2015 haft en publishingaftale med Reservoir Media Management i New York, med afdeling hos Lifted House i København.

Han er sin egen chef og kan lide det, hvilket ikke mindst er afgørende når man er DIY-artist og stykker sin levevej sammen af et kludetæppe af musikalske projekter og aftaler:

- Jeg har altid holdt meget af indie og do-it-yourself ånden. Jeg kan lide managementdelen, strategi og at sætte mig nogle delmål, som jeg så kan gå benhårdt efter. Jeg tror, man skal have et drive og være god til at sparke sig selv bagi. Der er ingen, der beder dig om noget på forhånd, og det er både hårdt, men også en motiverende faktor, som man lærer sig selv henad vejen. Jeg har aldrig været på et major pladeselskab som artist, og efterhånden som årene er gået med indieudgivelser, kan jeg mærke at jeg ikke ville have det så godt med, at give alt ansvaret fra mig. Jeg nyder processen lige fra den spæde sangskrivning, produktionen, det visuelle udtryk på covers, promotion, booking og alt det andet.

At gøre det selv kræver samarbejde!

I spalterne i dette magasin har vi flere gange fortalt historien, at det at lykkes som DIY-artist, kræver et stærkt netværk af samarbejdspartnere. At do-it-yourself bliver til do-it-together. Det er også erfaringen hos Gregers:

- Jeg har måttet erkende, at jeg selvfølgelig ikke er lige god i alle roller. Så det er vigtigt, at finde sine stærkeste sider og ellers uddelegere de processer, man ved, andre gør bedre.

DIY er dog stadig udgangspunktet og vejen for Gregers, i forhold til alternativet:

- Måden major-pladeselskaber arbejder på i dag, er hovedsageligt ved at opkøbe et mere eller mindre færdigt produkt, typisk et produktionshold som har skabt en artist. Altså noget, som allerede har vind i sejlene eller et super stærkt kommercielt appeal. Dvs. at den gamle drøm om en pladekontrakt, hvor man lader sig ‘bygge op fra bunden’ og forme af en major - ikke rigtigt fungerer i praksis længere. I dag ville man skulle overbevise en A&R om, at man selv som artist, eller sit selskabs’ artist er det nye sort, således at en major ville støtte projektet økonomisk.

Han påpeger, at man kan være meget udsat på et stort selskab, hvis ikke succesen hurtigt indtræder. I et indie set-up kan man på en anden måde bedre tage det lange træk.

- I virkeligheden er det bedste sted at være nok som en del af et team og produktionshold, som kan skabe musik og indgå samarbejder på kryds og tværs af major og indielabels, forklarer han.

Den digitale vej til sit publikum

Uanset hvordan man drømmer om at skabe sig en karriere, på major eller som DIY, så skal man bevise sit værd og finde sit publikum, og her har de digitale muligheder spillet DIY-artister et godt kort i hånden:

- De muligheder vi har i dag i forhold til airplay monitorering af vores musik og streaming, giver nye måder og hjælpemidler til at finde frem til sine lyttere på. Spotify og hele playlisteuniverset er utroligt vigtigt i forhold til at få nye lyttere - og så kan man med sin ‘Spotify Insights’ app se hvor i verden folk lytter. Det er et super sjovt og hjælpsomt tool, hvor man tidligere skød lidt med spredehagl og ikke lige så nemt kunne finde frem til sine fans. Der findes også flere sites, som viser dig hvor i verden dine sange bliver spillet på radio.

- Min musik har vist sig at performe langt bedre i udlandet end i Danmark, og nu kan jeg forfølge det. Jeg kan hooke op med bookingbureauer, PR-agenter, spillesteder og pladeselskaber i de lande, hvor jeg har et crowd. Vi har lavet licenser, bl.a. i Japan, Holland og Sydkorea. Her går et lokalt pladeselskab ind og håndterer udgivelsen af din musik, lokalt i deres territorie. Dvs. at de mod nogle procenter, markedsfører dine sange, uploader til streamingservices i deres eget land, laver PR etc. Des mere larm de kan lave, des mere tjener alle parter. Her får man en mulig succes i et territorie, man ellers aldrig ville have haft ramt. Det hele starter dog med den gode sang. Musikken er stadig det vigtigste.

At følge op på succesen

Gregers har om nogen fundet ud af at bruge de digitale hjælpemidler til sin fordel og ikke mindst, forstået at skabe et setup, der kan udnytte og følge op på succesen. Hans EP fra sidste år ’Standing Out’, som Sydkoreanerne for alvor har taget til sig, har lige rundet de første 2 millioner streams på deres lokale streaming-platform.

- Lige nu arbejder vi på min næste EP som skal udgives i januar 2018. I slutningen af januar besøger vi Seoul og spiller tre koncerter, vi besøger vores partnere hos pladeselskabet Tocorea, den danske ambassade og oplever deres meget anderledes kultur. Det er et projekt, som pludselig er blevet meget omfattende, da jeg skal søge midler, have løbende kontakt med ambassaden i Seoul og Music Export Danmark osv. Det kræver en del at sætte en tour op i et så fremmed land, hvor det engelske sprog ikke flyder helt så nemt, så der er mange mails og skype-opkald lige for tiden.

Find ud af mere om Gregers: http://gregersmusic.dk

Om mxd og hjælp til fremstød i udlandet: https://mxd.dk