Baest: for fuld udblæsning i udlandet

band5 credit jacob dinesenDødsmetalbandet Baest har på rekordtid etableret sig som et af landets stærkeste metalacts, med anmelderroste koncerter på Roskilde Festival, Copenhell og senest til Gaffa Awards. Det har givet genlyd i udlandet, hvor bandet i januar var på Europas største branche- og showcasefestival Eurosonic. Mer’ Monitor! har taget en snak med manager Jens Engsig Karlson om succesen og udlandet.

Ankom i god tid, ryd op og vær høflige overfor dem I møder. Sådan lyder det simple budskab fra Jens, manageren, der har været med til at bane vejen for et af de stærkeste danske metalbands i øjeblikket. Høflighed, og så selvfølgelig: det at kunne levere når det gælder – altså hver eneste gang!  

- Fra start mener jeg at ydmyghed og hårdt arbejde har været en af de vigtigste ting for BAESTs hurtige fremgang, forklarer han og fortsætter,

- det lyder måske ret simpelt eller kedeligt, men i sidste ende så er et godt ry og netværk meget vigtigt. Derudover så har det for BAEST, som har et stort fokus på livekoncerter, også været vigtigt at levere hver gang og med samme energi. Det er noget vi altid har fokus på.

En skarp profil fra start

Jens Engsig Karlson kom med omkring bandet helt fra start, og det har vist sig at være et godt træf for begge parter. Karrierekurven har været stødt opadgående siden. Fra starten var det dog ikke en egentlig manageropgaven, men i stedet en opgave om at styre bandets facebookside. Det ambitiøse band var bevidste om vigtigheden af en skarp og tydelig profil online. Jens forklarer:

- Helt i begyndelsen blev jeg spurgt om ikke jeg ville hjælpe til med at lave en facebookside og holde den lidt i gang. Jeg har en baggrund indenfor arbejdet med sociale medier, så det ville jeg meget gerne. Det var især spændende at få lov til at arbejde med et helt friskt band, så man for alvor kunne lægge en god strategi, fortæller han og fortsætter.

- Fra start har vi haft mantraet at vi ikke vil booste nogle opslag. Jeg mener det er et pengehul (der er dog tidspunkter, hvor det kan have sine fordele), som stille og roligt æder af bandkassen. Til sidst står man og smider penge efter opslag flere gange om ugen, hvor man i stedet kan købe en stor sending merchandise en gang i kvartalet. Så det har været spændende at arbejde med hvor god en kommunikation man kan have med sine fans, uden at skulle gøre brug af de betalte genveje. 

Der er en del ekstra timer i arbejdet med at være konsekvente på sociale medier, men det åbner også op for nogle muligheder, som vi nok ellers ikke havde fået. 

Fra SoMe-manager til bandmanager med hjælp fra netværket

Jens fik lynhurtigt vist sin værdi for bandet, og siden er opgaverne taget til i antal.

- Arbejdsgaverne udviklede sig hurtigt til at varetage stort set alt andet end det kunstneriske arbejder, hvilket jeg synes var utroligt spændende, da musikbranchen altid har draget mig. Jeg fik hurtigt sat en studietid i stand, bookede de første 12-14 shows og sidenhen tog jeg kontakt til mange nøglepersoner i Aarhus’ musikbranche, for at undersøge hvor vi kunne forbedre os og altså forøge vores chancer for at blive booket til større ting.

- Der er meget hjælp at hente i den danske musikbranche, og jeg har især været glad for den uvurderlige hjælp jeg har fået af Jesper Mardahl fra Promus. Jesper har faciliteret en mentorordning for mig, hvor jeg er blevet tilknyttet Toke Holt. Her har vi fået utroligt meget hjælp med alle aspekter af et bands udvikling – og en managers udvikling for den sags skyld. Stor tak til Jesper og Toke for deres engagement i min og BAESTs udvikling.

- Fra start var det ultimative mål en Copenhell eller Roskilde-koncert, og det tænkte vi nok skulle tage et par år, men allerede efter et halvt år med koncerter, så blev vi booket til begge – indenfor en uge. Sidenhen har opgaverne været mange og vidt forskellige, men det har altid været en fornøjelse at arbejde med et hold, som altid tilgår opgaverne med samme engagement og seriøsitet. 

 Eurosonic: Verden er klar!

I januar stod der så Eurosonic Festival i Jens og bandets kalender. En af de vigtigste brancheevents i Europa til at showcase sin musik og lægge fundamentet til en international karriere. Men for at få mest muligt med fra festivalen, kræver det intens forberedelse og ikke mindst, at forstå hvilken mulighed man står med i hænderne. Jens forklarer:

- Først og fremmest har det krævet at vi skulle forstå hvor vildt det egentlig var at vi skulle spille til Eurosonic – og så endda på Vera! Et legendarisk venue, på en legendarisk festival. Så udover en masse hype-arbejde, hvor vi satte os selv op til koncerten, så har vi også oplevet en masse støtte fra MXD. I hele perioden op til festivalen har der været løbende sparring, som vi har brugt alt hvad vi kunne. Det at have en plan for hvem man gerne vil snakke med, og hvornår, om hvad, hvorfor og med hvilket mål – det er hele kernen til en showcase festival. Og her er MXD eksperter. Vi var heldige også at skulle spille på Copenhell Freezes Over en uges tid før vi skulle til Eurosonic, hvor vi både fik arbejdet med selve showet, men også taget kontakt til flere nøglepersoner, som også skulle på Eurosonic.

Som læseren nok har fornemmet, så tager Jens og bandet ikke let på den slags opgaver, og det lykkedes da også at få hænderne fulde af aftaler:

- Det gik lige som det skulle på festivalen, vi fik hul igennem til mange forskellige selskaber og personer, som vi fremover vil arbejde sammen med, når BAEST stille og roligt tager hul på det udenlandske marked. Vi fik lukket et samarbejde med Doomstar Bookings og MOJO, som repræsenterer os udenfor Danmark, og så landede vi yderligere to udenlandske festivaler, som vi skal spille på til sommer. Så et kæmpe udbytte, og et stort outcome fra en intens arbejdsperiode op til, fortæller Jens.

Hvorfor tage til udlandet på turné?

Oven på Eurosonic står det klart, at udlandet er et åbent marked for det danske dødsmetalband. Og drømmen om udlandet, turnéen og landevejen, er da også en væsentlig del af mange musikeres ambitioner, men Ifølge Jens, er det dog afgørende at man gør sig klart hvorfor man vil tage på en turné i udlandet. For Jens og Baest var første turné en test af selve bandets evne til at klare en længere turné: 

- Vi havde i samarbejde med Tråd Booking og Enemy Booking fået en tour i stand i Tjekkiet og Slovakiet, hvor vi skulle spille otte koncerter i streg, lige efter Eurosonic. Vores primære mål med touren var at teste hvordan det er at være på en længere tour udenlands. I og med at det var en undergrundstour på mindre steder rundt i Tjekkiet og Slovakiet, hvor folk overhovedet ikke vidste hvem vi var, så var der heller ikke meget at tabe, hvis tingene ikke lige gik som de skulle. Det var utroligt befriende at gå fra en meget stram setting på Eurosonic, til en utroligt loose setting rundt i Tjekkiet. 

Baest- De vigtigste erfaringer at tage med derfra er først og fremmest at man skal være helt enige om hvorfor man tager på sådan en tour, hvem der har ansvaret for hvad og have aftaler på plads til situationer, hvor man er uenige, trætte og ikke ved hvordan man kommer videre. Og så handler det igen om at være godt forberedt. I Danmark er vilkårene for musikere utroligt gode sammenlignet med f.eks. Tjekkiet og Slovakiet, og det har også en stor effekt på koncertplanlægning og afvikling. Hvis ikke vi havde været forberedt til tænderne på den tour, så er jeg sikker på at vi havde været for pressede til at nyde touren, eller overhovedet tage nogle positive erfaringer med hjem. 

Vores tour gik super godt, og det er helt klart en bedrift at vi kunne bo 9 mand i en sprinter og spille 8 koncerter i streg – og samtidig have en sjov og oplevelsesrig tour.

Læs også 'Med The Interbeing på Europaturné' og meget mere i Mer' Monitor! 35

Foto: Jacob Dinesen (øverst), Jens Karlson (nederst.