Mer' Monitor!: lad inspirationen flyde

Gregers ThomasHolmstrømDet er når vi tager sagen i egen hånd, at der for alvor sker nyt og spændende. Er det ikke netop det DIY handler om? Små revolutioner skabt i trods mod tunge, etablerede systemer, som man ikke synes at kunne rokke ved – altså hvis man følger deres regler!

Det er selvfølgelig ikke nemt. Det konstaterede vi allerede med Kenneth Madsen og Bizzcrunch i 2009, hvor dette magasin for første gang forlod trykken, men det er muligt, og det kridter banen op for kreative mennesker med gåpåmod og visioner. Ja, du kan faktisk starte en ny festival i morgen og der skal ikke meget mere til end en bærbar computer, som du kan læse i denne udgave.

Vi skal dog lige starte med et farvel. Bizzcrunch-klummen takker af efter ni års tro tjeneste, hvor vi har fået endevendt tallene og tendenserne fra en musikbranche i omvæltning. Vi takker for indsatsen. Og hvorfor ikke netop, i den anledning, tage dig med en tur tilbage til de første udgivelser, hvor manden bag klummen, Kenneth Madsen, stiller spørgsmål ved, om DIY giver fri adgang til din egen succes? Et godt spørgsmål, som har sat dybe spor i magasinets formål: Hvordan skaber vi succesen? Gør vi det selv, sammen eller på kryds og tværs?

Når det gamle takke af, bliver der plads til det nye. Og det kribler med iværksætterånd og DIY kultur i denne udgave af din helt egen musikersprøjte. En musikalsk iværksætter der særligt står ud fra mængden, er den aalborgensiske sangskriver, Gregers. Du mødte ham første gang i decemberudgaven, hvor vi kom bagom hans succes med høje streamingtal i Sydkorea. Nu har han været på besøg i landet – og der er masser af inspiration at hente, for musikere med drømme og ambitioner. 

Også de der sætter musikken i scene, er grebet af DIY, iværksætterånd og gåpåmod. Begrebet ’de nye arrangører’ er blevet en ting, og retter sig mod unge, kreative arrangører, der ikke lader sig stoppe af spillestedets fire vægge! De vil ikke bare sætte musik på en scene, men skabe stemning, atmosfære – og publikum vil gerne være med. Godt nyt for dig, kære musiker. 

Nogle af de nye arrangører finder man bl.a. på uddannelsesforløbet Royalties. På årets SPOT Festivalen i maj fik de stillet et område til rådighed, og resultatet blev SPOT The Future. Kom også tættere på en succesfuld udgivelse af din musik, og find ud af hvordan du bedst kontakter bookere og pladeselskaber. Ja, om bare 16 siders læsning er du meget klogere på din egen musikkarriere og branchen der omgiver dig!

God læselyst

Spring ombord i de 16 sider her: Mer' Monitor! 36

Foto: Gregers i Sydkorea / Credit: Thomas Holmstrøm