styr din udgivelsesstrategi!

2096 506

Udgiv kun fantastisk musik og gør det kun efter nøje planlægning! På den måde undgår du og bandet at spilde en masse tid og penge. Sådan lød to klare budskaber da Mer' Monitor!s udsendte mødte Jarle Savio fra Phonophile.

Verden er ved at flyde over af dårlig musik, fortalte Jarle Savio, da han besøgte Aarhus tilbage i november 2016. Alle har adgang til at udgive deres musik og alle gør det. Problemet er bare, at det gør det meget svært at finde den fantastiske musik. Og netop det problem deler både publikum og professionelle musiklyttere. Derfor skal du lave fantastisk musik og gøre det let at finde den.

Jarle er kommet for at give klar besked. Vi skal gøre os umage når vi skaber musik, når vi producerer, men ikke mindst, når vi markedsfører vores musik. Og sidstnævnte er den del der halter allermest for musikere.

- vores branche er rigtig gode til at få lavet en masse musik, men rigtig dårlige til at fortælle om det. Ingen er så dårlige som os musikere til at markedsføre. Alle andre som har noget at sælge, ved hvor vigtig en del markedsføring er, slår Jarle Savio fast.

Artister skal både rådgives og uddannes

Jarle Savio taler fra sit udgangspunkt som strategisk marketing manager hos Phonofile. Hans opgave er primært at gøre hans klienter bedre til at sælge deres musik.

Phonofile er en digital distributions-virksomhed, som arbejder for pladeselskaber, artister og andre distributører. Forretningsgrundlaget er, at stille redskaber og viden til rådighed for deres klienter, så de kan tjene penge på deres udgivelser.

- Det der adskiller os fra andre distributionsvirksomheder er, at vi har et stort fokus på kundskabsoverføring, at uddanne vores artister i promovering og markedsføring. Udgangspunktet er, at når de tjener penge, så tjener vi penge, forklarer han og fortæller videre,

- mange pladeselskaber og artister er en-mands-virksomheder, hvor de selv står for hele processen. Her træder jeg ind som rådgiver, som en man kan diskutere og oveveje sine planer med.

Gør dig selv en tjeneste: planlæg din udgivelse!

Når Jarle understreger planlægning og markedsføring i sin præsentation for musikerne, så er det fordi den del ikke er prioriteret – eller ofte endda helt udeladt. Vi har som musikere fokus på at øve, lave ny musik og indspille den, men derfra ved vi stort set ikke hvad vi skal gøre. Det betyder, at ingen kommer til at høre musikken. Derfor er Jarles råd:

- Hvis ikke der ligger en plan klar til hvordan pladen eller singlen skal markedsføres, så udsæt udgivelsen. Det gælder ikke mindst hvis du er en ny artist. Ingen venter på udgivelsen, så vent til du er helt klar!, forklarer han og fortsætter,

- en udgivelse kræver planlægning. Det kræver en releaseplan, som lægges i så god tid, at alle ideer er skrevet ned. Ideer som kommer under en måned før release og for sent på den. De kan gemmes til næste gang.

En releaseplan er altså ikke kun noget store selskaber bruger, understreger han. Som upcoming-artist er den absolut ligeså vigtig og kan måske endda spare dig en masse tid og penge. Det handler bl.a. om at få alle de lavt hængende frugter med i processen, så du ikke går glip af materiale du vil skulle betale dyrt for senere.

- Planlægnings skal ske før du går i studiet. F.eks. kan du gå glip af vigtigt PR materiale hvis du glemmer at tage billeder, fortælle historier, lave video etc. fra hele processen.

En releaseplan skal sikre at alt kommer med og at det kommer frem i den rigtige rækkefølge.

Indspilningsbudget.. ja, markedsføringsbudget?

En anden vigtig pointe er, ifølge Jarle, at et udgivelsesprojekt bør have et fyldestgørende budget som styringsredskab. Det gælder ikke mindst dit musikprojekt. Du vil højst sandsynligt gerne sikre dig at pengene slår til og at der kommer nogle penge ind i sidste ende.

- Når du planlægger at skulle udgive ny musik, så skal du have to budgetter på plads. Et indspilningsbudget og et markedsføringsbudget. Har du ikke det, risikerer du egentlig bare at du har en dyr hobby, slår Jarle Savio fast i sit oplæg.

Ifølge ham, så lyder et retvisende markedsføringsbudget på 20 % af salgsmålet. Sagt på en anden måde, har du et samlet budget på 50.000,- kr. så skal der være 10.000,- kr. til markedsføring.

Timing, nej-mennesker og hygiejne

God planlægning handler for Jarle og Phonofile om at være i god tid og at have alle de forskellige trin i udgivelsesprocessen på plads. En god releaseplan vil adskille dig fra mængden af amatørbands og give dig en klar fordel.

- Pladen skal være færdig to til tre måneder før release, alt efter hvem du udgiver i samarbejde med. Hos Phonofile vil vi bede om udsættelse hvis du kommer 14 dage før, forklarer han.

Et andet vigtigt element er, at sikre dig at dit produkt er i orden. Det gælder i alle brancher, så naturligvis også i musikbranchen. Du skal have feedback på musikken, hvilket kræver at du har adgang til andre end dine nærmeste.

- Husk at få uvildig feedback på indspilningerne – det er utrolig vigtigt. En artist skal have nej-mennesker omkring sig. Et dårligt produkt skal stoppes tidligt i processen, og du kan ikke spørge familie og venner.

 Og så skal der renses ud i dine profiler på nettet. Jarle kalder det online hygiejne.

- Rens ud i alle profiler, web sider, billeder etc. som findes med jer derude. Det skal gøres i god tid inden release, da det tager tid. Er omtalen på Wikipedia opdateret etc. Meningen er, at når musikken kommer ud, så skal det være enkelt at finde info om jer. Budskabet skal være enkelt og forståeligt, forklarer han og fortsætter,

- Med gamle beskrivelser, gamle billeder og musik, så forspilder man en god mulighed for at finde sit publikum.

Samtidig med udrensningen online, forklarer han, så kræver det også at du tager nogle valg. Hvis ikke du har en masse til at hjælpe dig med din online tilstedeværelse, så vælg hvor du vil være. Det er bedre at være aktiv på få, end passiv og uinteressant på mange medier.

- Tænk som en fan. Din vigtigste opgave er, at hjælpe publikum og professionelle musiklyttere med at finde din musik, slutter han.

Find flere inspirerende artikler i arkivet på http://www.mono.dk/nyheder/mer-monitor

Læs seneste udgave af magasinet Mer' Monitor!: Mer' Monitor! 37