Nyt team bag MONO Goes Metal i Mølleparken til sommer

MGMpanel

Understrøm har netop offentliggjort arrangørerne bag festivalen, som finder sted i løbet af festugen i september måned.  Musikforeningen MONO med MONO Goes Metal er med for fjerde gang, hvilket betyder endnu en omgang med ’12 timers metal – fra middag til midnat’.  Denne gang med et helt nyt bookingteam.

Når sommeren går på hæld, er der traditionen tro Festugetid i Aarhus. De seneste år har det betydet masser af musik i bybilledet under overskriften Understrøm, ikke mindst med en helt speciel dag, hvor MONO Goes Metal rykker ud fra hjemmebanen i MONORAMA for at indtage Mølleparken.

Eventen ’12 timers metal – fra middag til midnat’ er gennem de seneste tre år blevet et tilløbsstykke, hvor rock- og metalfolket, en sjælden gang, kan opleve nogle af landets skarpeste i den tungere genre slå sig løs for åben himmel. Og 2019 bliver ekstra speciel, da det bliver et helt nyt bookingteam for MONO Goes Metal, som kommer til at præsentere godterne.

Friskt blod og nye perspektiver

Efter endnu en veloverstået MONO Goes Metal Festival i januar måned takkede booker, promoter og host, Leif Nielsen af efter mere end 10 år på posten. Hans indsats har været uovertruffen, men også tidskrævende, hvilket bl.a. er gået ud over tiden til egne musikalske projekter som bandet The World State.

- Derfor har jeg nu valgt at give faklen videre til nye stærke kræfter. Og det er noget af et nyt kapitel der starter for Mono Goes Metal, skrev Leif tilslut i en længere afskedshilsen på facebook tilbage i februar.

Fra Musikforeningen MONOs side takker vi Leif for hans indsats og ikke mindst, hans udsyn på en musikgenre i stor udvikling.

Nyt team, samme koncept, med friske øjne

Første store opgave for det nye team bliver Understrøm i Festugen – og holdet er allerede trukket i arbejdstøjet. Fra teamet lyder det sammenstemmende, at konceptet fastholdes som folk kender det. Programmet for dagen bliver stjernen. Der bliver fokus på at give en på opleveren til publikum, ligesom man kender fra festivalen i januar og tidligere Understrøm events i Mølleparken. 

Det nye team bliver også ansvarlig for bookingen til MONO Goes Metal Festivalen i januar 2020 i MONORAMA.

Spørgsmålet er hvem dette team er? Og det skal vi bestemt ikke holde tilbage på længere. Mød fire personer, som tilsammen repræsenterer bunker af metaloplevelser fra musikerens, formidlerens, arrangørernes og ikke mindst, fansenes perspektiv.

Mød Kasper Behrendt, Tommy Christensen, Anne Stiggaard Sørensen og Lars ’Muldjord’ Bisballe Jensen.

Nyt MONO Goes Metal booking panel:

For at introducere dig for holdet har vi stillet fem spørgsmål: 1. navn (kælenavn). 2. hvad er din baggrund for at indgå i MGM-Panelet? 3. Man taler tit om, at metalmiljøet er et af de stærkeste musikmiljøer i landet. Hvordan ser du det og hvad er det der gør miljøet så stærkt? 4. Hvad er det MGM kan og hvordan ser du MGM’s rolle/berettigelse i fremtiden? 5. Nævn tre favoritbands/kunstnere lige nu (Metal, hardrock eller andre genrer):

  1. Anne Stigaard Sørensen.

  2. Jeg er vist nærmest Mascot for metalfestivaller i Aarhus og omegn. ⯑ Nej - efterhånden mange års erfaring med produktion og afvikling af livemusik og et hjerte der banker passioneret for metalgenren.

  1. Det er et fællesskab dedikeret til fordybelsen i, og nydelsen af dette musikalske udtryk i al sin mangfoldighed, og derfor hersker der en stor intern opbakning og gensidig nysgerrighed i miljøet.

  1. Godt spørgsmål! - det er vel det vi er samlet for at finde ud af. Lad fremtidens events tale for sig selv, hvad angår berettigelsen.

  1. Tchaikovsky, Iron Maiden Og Mayhem

---

  1. Tommy Christensen aka prinsessen

  1. Jeg vil gerne støtte op om metal miljøet i Aarhus. Der er mange fede bands i byen og der kommer stadigvæk flere til.

  1. Det er ikke kun i Danmark at metal miljøet er stærkt. Det samme gælder i rigtig mange andre lande. Der er sgu bare en eller anden fredelig forbindelse imellem metal folk. Hey, der er en med en sort metal shirt på. Han kan lide fee hegn og bajer. Det er i hvert fald min først tanke når jeg ser nogen metallere.

  1. Mgms rolle skal forblive det den altid været. Give chancer til mindre og mellemstore bands der kan komme og vise hvad de bakser med i øvelokalet. Det skal ikke pilles for meget ved. Da vi fire personer blev enige om at gå sammen, var det med henblik på at fører Leifurs booker ideer videre. Der skal ikke laves alt for meget om på en god ting der i forvejen virker.

  1. Alt med W. A. S. P. , Bölzer - Hero , Og så har jeg netop fået en fed optur over Nathaniel Rateliff and the Night Sweats. (ikke metal)

---   

  1. Lars Muldjord

  1. Jeg har været en del af Mono i mange år - både som frivillig og som bestyrelsesmedlem. Og jeg har et stærkt ønske om at bibeholde MGM præcist som det er. Leif og Mono har skabt noget unikt i årenes løb. Vi har Danmarks bedste publikum ved Mono's arrangementer og det er vildt motiverende at opleve stemningen og møde alle de glade mennesker. Så det føles som det naturlige næste skridt, at jeg kan være med til at skabe rygraden i vores fremtidige festivaller og arrangementer.

  1. Jeg gik engang ned ad gaden i Paris hvor en fremmed gut med langt hår og band trøje kom gående i den anden retning. Så lavede vi lige horn da vi gik forbi hinanden. Det er som én stor global familie. Lige meget hvor i verden du er, så kan du finde ligesindede. Og der er plads til alle. Vi mødes om interessen for musikken og dyrker fællesskabet. Og jeg tror ikke man finder større dedikation hos noget andet fællesskab. Det er en livsstil.

  1. Grundstenen i metal miljøet er naturligvis koncerter. Man skal ud og opleve sine favoritbands sammen med vennerne. Og det er vigtigt, at disse festivaller dækker både de veletablerede og de mindre kendte bands. Mange af mine bedste koncert oplevelser har fundet sted ved at se bands jeg aldrig havde hørt om før - oftest bands der bevæger sig i undergrunden. Og her står MGM efter min mening som en af de vigtigste festivaller i Danmark. Det skal vi værne om og føre videre. Og så er det jo bare et fantastisk hus at komme i og holde arrangementer i.

  1. Pestilence, god gedigen old-school død: De spiller snart på Viborg Metal Festival og så skulle de selvfølgelig tjekkes ud. Det skal ikke være en hemmelighed at jeg hører rigtig meget af den gamle skole. Men lige netop Pestilence har jeg aldrig været omkring. Det har jeg nu, og det er fedt. Min favorit plade vil måske undre ældre fans af bandet. Jeg er nemlig rigtig glad for Doctrine, en af de nyere plader.

---

  1. Kasper Behrendt

  1. Jeg blev spurgt om jeg ville være en del om MGM-Panelet dels på baggrund af, at jeg er fast inventar til MGM's arrangementer, samt det at jeg er en aktiv koncertgænger, der har fingeren på pulsen med hvad der sker på live-fronten rundt omkring i landet, og hvem der rører på sig i undergrunden.

  1. Man taler tit om, at metalmiljøet er et af de stærkeste musikmiljøer i landet. Hvordan ser du det, og hvad er det der gør miljøet så stærkt? Der er et godt sammenhold i metalmiljøet i landet. Man kender folk rundt omkring, og det er nemt at mødes til koncerter på tværs af landet, eller bare i byen til en øl og en god snak. Folk er gode til at støtte op om live-musikken, hvilket ikke mindst er vigtigt for de udøvende bands til at vise, hvad de kan.

  1. MGM kan præsentere morgendagens stjerner med et bredt udvalg genremæssigt. Det er netop vækstlaget, der er i fokus, og det er den profil som MGM ønsker at bibeholde og føre videre i fremtiden. De fleste har hørt om MGM og festivalen, også kendt som Danmarks Koldeste Festival.

  1. KISS, Alice Cooper og Rush.

MONO Goes Metal // Understrøm - Festugen // 12 timers metal fra middag til midnat // lørdag d. 7. september 2019.

Se mere om Understrøm i Festugen: https://aarhusfestuge.dk/da/nyheder/understroemaktoerer/