Oplev Live Camp vinderen Bøgescenen onsdag

mekdes agata wide1Mekdes overbeviste dommerpanelet på Live Camp og blev Live Camps udvalgte. Anton Walter vandt Tak Rocks talentpris. De to unge talentfulde artister rykker nu ind på festivalens hovedscener.

Sent mandag aften havde 21 artister vist sig frem for det tidligt fremmødte Smukfest publikum og ikke mindst en række branchefolk, som var sat i stævne som dommerpanel for at udpege de bedste af de nye. To unge stjerner lyste klarere end de øvrige.

- Årets absolut mest kompetente performance hele vejen igennem. En vokalist med hele verden for sine fødder - der var ikke en finger at sætte på fremførelsen i verdensklasse fra både fronkvinden og bandet, som sammen med en karisma og energi overvandt dommerpanelet, KærligHeden og Skanderborg.

Sådan lød dommerpanelts beskrivelse af Mekdes optræden på Live camp scenen. 

Med inspiration fra kvindelige r’n’b- og soul-kollegaer som Jorja Smith, Kehlani, Ella Mai, NAO og Billie Eilish, skriver hun musik og tekster med personlighed og synger med en stemme, der både udstråler styrke og sødme. Mekdes lyder af hele verden, og den unge musiker har bestemt heller ikke planer om at stoppe ved hjemlandets grænser – musikken skal ud over stepperne, og Mekdes er allerede godt på vej!

Mekdes kan opleves på Bøgescenen onsdag kl. 16:00

Selvsikker ung kunstner åbner P3 scenen 

Aftenens anden pris, Tak Rock talentprisen, gik til Anton Walter. Den unge sanger og sangskriver fra Amager er et hidtil ubeskrevet blad i det danske poplandskab, men hans debut single ’Min Dag’ har nu streamet over 470.000 gange.

Om Anton Walter lød ordene fra dommerpanelet:

- Denne kunstner har leveret sin musik med så selvsikker en wauw-faktor, at der ingen tvivl har været om hans talent. Fremførelsen, teksten og energien har overbevist os om, at han har fortjent at vinde, og vi glæder os meget til at se hans udvikling og fremtid i dansk musik.

Trods sin unge alder, fremstår Anton Walter allerede selvsikker og med stor musikalsk overskud. Anton Walter skriver popsange med nerve om det at være ung midt i byen, og gør det med en sådan power at dommerpanelet spår en lys fremtid for ham.

Oplev Anton Walter på P3 scenen fredag.

Ikke kun døgnfluer

Begge artister stiller sig nu i rækken af prominente navne, som har fået deres ilddåb på Live Camp scenen.

Flere navne har sat sit præg på den danske musikscene siden, bl.a. også med koncerter på festivalens hovedscener. Blandt navnene finder vi Farveblind, Thøger Dixgaard, mens også Scarlet Pleasure og Lord Siva har været forbi scenen i deres karrierer.

Der er således grund til at forvente spændende oplevelser på Live Camp scenen, ikke mindst tirsdag, hvor scenen står i Karrierekanonens tegn. Tre vindere skal findes blandt otte finalister.

Du kan følge med på https://www.smukfest.dk/nyheder/musikken/live-camp-livestreames-her

Foto: Jesper Callesen