MONOtoner RADAR d. 7. december

Monotoner2020MONO er tilbage på RADAR med koncertaftenen MONOtoner. Vi fejrer musikken der bliver til i MONO og omegn med bobler, knas og ikke mindst tre stærke artister på scenen: Cellophane Flower + SHE + Lukas Vanggaard.

To gange om året rykker Musikforeningen MONO på RADAR, for at komme endnu tættere på publikum og lade publikum komme helt tæt på den nye musik. Tre artister er specielt udvalgt til aftenen, dj'en spiller ny musik og vi serverer lidt godt til ganan.

Glæd dig til:

Cellophane Flower
Lyt: https://www.youtube.com/watch?v=xL5RVc-yNVo
Cellophane Flower dyrker det melankolske, dunkle og kontrastfyldte udtryk i musikken. Publikum inviteres til at fortabe sig i nuet, i en drøm af faste beats, luftige synths og melodiøs guitar. Lyduniverset er storslående, hvor der gives plads til de stærke melodiers udfoldelse. Bandet undersøger grænselandet mellem de mørkeste sider af det menneskelige sind og livets skrøbelige mirakler. De fire musikere, som udgør Cellophane Flower, leverer et intenst, energisk og følsomt liveshow. Med Tobias Pisani i front, drages publikum ind i deres mørke og elektroniske hybridunivers, hvor de sammen hylder livets mange kontraster.

Lukas Vanggaard
Lyt: https://open.spotify.com/track/58seiTaFyTGQU3yORIrwoU?si=Q0gER3NXQbWXh0wjcF-FDA
Lukas Vanggaard er en 26-årig sangskriver, sanger og multiinstrumentalist fra Aarhus. Lukas skriver håbefulde (læs: håbløse), romantiske og energiske popsange med danske tekster. Der er referencer til både svenske Håkan Hellström, britiske The Smiths og til lofi-helte som Ariel Pink. Han har skrevet og arbejdet sammen med navne som bl.a. Lovespeed, Juncker og Sys Bjerre, og har tidligere udgivet musik under navnene GRUK og Geo Lukas, men er nu tilbage, hvor det hele startede - som sig selv.
Første single udkommer i begyndelsen af foråret 2020.

SHE
Lyt: https://www.dr.dk/musik/karrierekanonen/artist/she-2
SHE inviterer dig ind i sit farverige, kantede popunivers, med stort P. Musikken er elektronisk, dansabel og med tekster, der taler til dit følelsesliv.
Freja Engberg Helbo er 19 år gammel og drømmen om at lave musik og fortælle historier, har båret den unge drømmer fra Mols til Aarhus, hvor hun i et musikalsk samarbejde med Robert Snider og Simon Stadsholt står i spidsen for SHE.
De tre musikers baggrunde er vidt forskellige, men har fundet hinanden i genre, stil og udtryk. I SHE smelter traditionel sangskrivningen sammen med nyere elektroniske produktioner. SHE er ude med debutsinglen ”I’m On My Way”, der balancerer mellem melankoli og eufori.

MONOtoner er et samarbejde mellem Musikforeningen MONO og RADAR

Se event: https://www.facebook.com/events/2187226631577785/

Døre åbner: Kl. 19.00
Koncert starter: Kl. 20.00
Entré: 50,- / Kun dørsalg