Rock The Region vender tilbage i 2021

Fællesbillede 2019Otte byer, otte spillesteder og otte musikmiljøer. Det er fællesskabet der udgør baggrunden for Rock The Region, når turnéen og talentforløbet vender tilbage i 2021 – større og stærkere.

”Man føler sig som en lille familie, når man er færdig”, ”det er næsten som at være på højskole”. Sådan lyder det i videoen fra 2017, som du kan se lidt længere nede på siden, hvor vi interviewede årets deltagere i Rock The Region.

Følelsen af at det er noget vi gør sammen er vigtig på Rock The Region-turnéen, selvom vi er et antal individuelle artister og bands. Sammenholdet gør os stærkere! Det er en kliché, men sandt.

Som ung/ny artist og band kan man stå ret alene. Ikke mindst når det gælder om at skaffe et publikum, få koncerter i kalenderen, for slet ikke at tale om at komme i kontakt med de rette samarbejdspartnere og i det hele taget finde rundt i en jungle af en musikbranche.

Det er her Rock The Region gør en forskel. Vi skaber fede koncertoplevelser sammen, en stærkere måde at introducere sig selv på over for publikum, vi giver en solid introduktion til branchen og en vej til at få kontakt til de rette samarbejdspartnere. Det er oplevelser og viden, der giver selvtillid til at tage et ekstra skridt med sit musikprojekt.

2020 bliver et arbejdsår
Rock The Region har nu kørt i fire år, siden starten i 2016. Undervejs er nye byer og samarbejdspartnere kommet til, og det har været en fantastisk rejse. Vi har præsenteret en række spændende artister og bands, været rundt i alle dele af regionen, og så har vi styrket samarbejdet på tværs af regionen.

Det er fundamentet vi bygger videre fra. Det stærke samarbejde er kernen, men nu er det tid til at se på hvordan vi får mest ud af turnéen og forløbet. Spørgsmålet er: hvad er det allervigtigste for musikerne at få med fra en intensiv omgang i Rock The Region-maskineriet anno 2021? Det er lige nøjagtigt hvad vi bruger 2020 til at finde frem til.

Væsentlige elementer som koncerten på SPOT Festival, workshoppen på Promus i Aarhus og ikke mindst turnéen, som er hele omdrejningspunktet, vil blive fastholdt. Derudover skal der arbejdes på hvilke indholdselementer vil give mest praktisk og direkte værdi for musikerne. Det handler nemlig om at skubbe de deltagende bands og artister på rette vej. 

Allerede i marts måned mødes otte partnere fra otte byer og musikmiljøer i regionen. Herfra starter vi arbejdet mod Rock The Region 2.0, som du som musiker kan se frem til i starten af 2021.

Følg med på opdateringer og ansøgningsfrister på www.facebook.com/rocktheregiondk 

Læs mere og se video om Rock The Region: http://www.mono.dk/projekter/rock-the-region

By og hvilke steder de er organiseret omkring, er:

Skive – KULT’en og Drivhuset
Horsens – Musikstedet og Kulisselageret
Holstebro – Rytmisk Musik Holstebro og Black Box
Viborg – Lydfabrikken
Randers – Turbinen og Værket
Herning – Scene 7
Silkeborg – Kedelhuset
Aarhus – Musikforeningen MONO, SPOT Festival og Promus

Kontakt mono@mono.dk eller 29645251 for at høre mere. Du kan også kontakte dit lokale musiknetværk organiseret omkring ovennævnte byer og steder.