Din mentale sundhed er den halve præstation

gitte karvonenMusikbranchen er en hård verden, hvor dit engagement, din gennemslagskraft og præstation er afgørende for din succes. Dette er ikke ulig sportens verden, men hvor sporten i mange år har forstået hvilken rolle den mentale trivsel spiller for præstationen, er det ikke et udbredt fænomen for musikere. Mer’ Monitor! har taget en snak med mentaltræner, Gitte Karvonen, om mental sundhed for musikere.

”Mange musikere accepterer dårlig trivsel som en del af branchen, men det skal man ikke!” Sådan lyder den klare udmelding fra Gitte Karvonen, som har hjulpet musikere og andre kreative udøvere med den mentale sundhed i 25 år. Det kan lyde rimelig basalt, men i en branche hvor præstationen er altafgørende, er mange villige til at gå på kompromis med deres velbefindende for at levere. Måske anses lidelsen endda som nødvendig for den store præstation.

Ifølge Gitte Karvonen, er der dog intet der tyder på at man præsterer bedre hvis man lider. Modsat kan man spørge, hvad kunne det være blevet til hvis alt var godt, som hun fortæller:

- Jeg kommer til at tænke på Preben Elkjær, der røg 20 smøger om dagen da han var på højden af sin fodboldkarriere. Det tog mange fans som at det var ok at ryge. Men Elkjærs egen holdning var “Tænk hvad det kunne være blevet til, hvis jeg ikke havde røget”

Mentaltræning giver styrke til nære udfordringer
Gitte Karvonens vej mod mentaltræning for musikere startede med en forundring over, at så mange brænder op og slår sig på deres musikkarriere, og at det ofte sker mens det går godt. En oplevelse tidligt i hendes karriere satte gang i tankerne:

- På et tidspunkt blev jeg bedt om at komme og tale en sanger på scenen, som havde det rigtigt skidt. Jeg mødte et nedbrudt og ulykkeligt menneske, med det sødeste band og en meget dedikeret manager. Artisten skulle have haft hjælp for længe siden, men hvilken hjælp og hvordan? Både band og manager var meget påvirkede af ikke at kunne hjælpe. Jeg hjalp ham til at optræde den aften, og den oplevelse satte sig som en slags sår man bliver ved med at pille i. Hvad ville have været det rigtige for ham, hvis man skulle have hjulpet ham før og meget mere end bare den ene aften? Hvad kunne manageren have gjort? Hvad kunne nogen have gjort?

Situationen med sangeren sætter den mentale træning på spidsen, for den handler netop om det der er vigtigt lige nu. Gitte forklarer:

- Det kan f.eks. være en optræden, bandrelationer, en produktionsfase eller en kreativ proces. En metaltræner giver råd og vejledning, hvor en coach stiller åbne spørgsmål, så den der coaches selv finder frem til svarene. Coaching, terapi og mentaltræning er alle nyttige, men forskellige og passer til forskellige situationer og problemstillinger. Terapi og coachen er typisk lange forløb, hvor mentaltræning ofte er kortere forløb eventuelt med opfølgning efter f.eks. et halvt eller helt år. For mig er mentaltræningens styrke effektiviteten og at jeg kommer med de forslag og løsninger jeg ser og deler ud af min viden. Nogle kan opleve terapi og coaching som frustrerende, fordi der kan være en oplevelse af, at den der skal hjælpe har nogle svar, men ikke kommer med dem.

Du bliver ikke kun belastet af trælse ting!
Arbejder du ambitiøst med at skabe dig en karriere med musikken, så er der altid noget at gøre, noget nyt at lære og blive bedre til. Det kan være svært at holde ’fri’. Det er dog vigtig at holde sig for øje, at denne sammenblanding kan ramme trivslen i det lange løb.

Trivselsproblemer kan komme af eller være årsag til så forskellige ting som søvnløshed, humørsvingninger, en tom følelse indeni, parforholdsproblemer, brud i samarbejder og venskaber, stress, angst, præstationsangst og depression, for at nævne nogle af de gængse som Gitte Karvonen støder på. Og løsningen ligger ofte omkring det at skabe en form for struktur:

- Det er benhårdt altid at være på arbejde, og det kan man nemt falde i. Der er altid noget du kan gøre. Altid nogen du kan kontakte, et post du kan lave, en sang osv. Og det kan være meget svært at holde fri fra noget man er vild med. Det føles jo ikke som arbejde. Men man skal være klar over, at man ikke kun kan blive belastet af trælse ting. Selve det at have mange aktiviteter, og ikke holde fri, er belastende. Og så kan det være nok så fedt. Det er der rigtigt mange der slår sig på. Og skrækken for at blive overhalet eller glemt er der jo hele tiden. Mit råd er at prøve at lave en struktur, hvor der er planlagte huller og pauser. Og at veksle mellem at se dem der er en del af dit musikliv og så de venner og familie du har i forvejen. Mange oplever, at det private bliver sorteret fra, og i det valg og den prioritering ligger muligheden for ensomhed og en usikkerhed på, om de menneske man omgås egentlig holder af én. Og det er virkelig hårdt at stå der.

Et andet vigtigt råd fra Gitte Karvonen er, at få øje på det der går godt.

- Det er et gammelt mormoragtigt råd om at skrive tre gode ting ned hver dag. Og det er faktisk et godt råd. Det der er svært og ikke lykkes er nemt at få øje på og huske, for det er en del af vores overlevelsesinstinkt. At huske hvor sabeltigeren bor og hvilke bær der er giftige. Det der går godt kan forsvinde i tankerne. Men det er det der går godt, som du skal læne dig op ad, samtidig med at det selvfølgelig er vigtigt at udvikle sig. Men man kan sagtens udvikle sig, og sætte pris på det der er gået godt på samme tid. Men hvis du hele tiden stresser over at gøre mere og bedre, så risikerer du ikke at kunne gøre noget overhovedet.

Forventninger og kritik i bandet
Et af de områder omkring musikken som mange slår sig på er relationerne. Gode relationer er afgørende for god trivsel. Det gælder i parforholdet, omkring venner og ikke mindst i bandet. Alle tre steder kan dog være kilde til konflikt når musiklivet tager form. Og her er bandet nok det sted flest oplever som potentielt konfliktfyldt, Ifølge Gitte Karvonen kan det ikke mindst skyldes forvirring i relationer og forventninger:

- Nogle starter som venner, men ender som kolleger. Andre bliver venner efterhånden. Uanset om det er det ene eller det andet, så vil jeg råde til at være klar over hvor man står i forhold til hinanden. For det har også betydning for hvad man kan forvente af hinanden. Man kan ikke forvente det samme af en kollega som af en ven, og der kan være ting man ikke har lyst til at dele med en kollega, men gerne med en ven eller omvendt. Og bandet kan sagtens have forskellige relationer indbyrdes, hvor nogle er venner og andre er kolleger. Det er der ikke noget i vejen med. Bare man ved det.

Klarhed over relationer er altså en vigtig faktor, men hvordan med kritik? Mange musikere kender til situationer hvor intern kritik i bandet kan skabe en næste giftig atmosfære. Ifølge Gitte Karvonen er det vigtig at skille ting ad og vide hvad der er hvad:

- En metode kan være, at det der skal kritiseres bliver lagt ud på bordet, og at det ikke tilhører nogen eller tilhører alle. Så det ikke bliver personligt. Det er svært, men det kan man øve sig på i fællesskab. Og så er det vigtigt at kritik også er positiv kritik. En god opskrift er: to gode og en dårlig. Det skal selvfølgelig ikke være så konkret, men alligevel godt at have i baghovedet: at det er vigtigt at nævne det der er fedt og fungerer. Det er også vigtigt at være opmærksom på, om der er noget andet der ikke fungerer, som gør det svært at modtage og give kritik. I det hele taget er det sundt at evaluere hvordan samarbejdet er og hvordan kritikken foregår med jævne mellemrum. Og gør det mens det går godt.

Mental sundhed er vejen til succes
Der er mange ting på spil i en musikers tilværelse der kan påvirke trivslen og dermed præstationen. På den måde er musikerens og sportsudøverens situation ikke så forskellig fra hinanden. Men hvor spydkasteren har fundet ud af at der skal mere end en god arm til at sende spyddet succesfuldt afsted, så burde guitaristen måske også træne andet en fingrene, som Gitte Karvonen påpeger:

- Mentaltrænere er helt almindelige i sportsverdenen, hvor man for længst har erkendt, at den mentale sundhed er den halve præstation. Min påstand er, at det gælder for alle former for præstationer.

Skiftende døgnrytme, mange forskellige arbejdssteder, uklare relationer, flydende arbejdstider, forventninger til sig selv og andre og ikke mindst, en uklar skelnen mellem fritid og arbejde. Alt sammen kan give rigtig dårlig trivsel. Ifølge Gitte Karvonen skal dårlig trivsel ikke accepteres, heller ikke i musikbranchen, så tal højt om det derude.

Fakta:

Er du og bandet interesseret i en session med Gitte Karvonen i efteråret 2020, så kontakt mono@mono.dk 

Gitte Karvonen, 52 år.
Selvstændig mentaltræner for musikere og andre kreative.
Sessions varer typisk 1-1,5 time og kan foregå hjemme hos dig eller hos mig udenfor Århus. Skype/Zoom er også en mulighed.

Jeg arbejder alle ugens dage i hele landet, men kun efter kl. 21 i særlige tilfælde.
www.gittekarvonen.dk
mail@gittekarvonen.dk
Mobil 60604114.