Findes der et mellembrud?

Boho Dancer (4)

Af Thomas Emil Sørensen

(Her bringer vi artiklen i sin fulde længde. Kortere version kan læses i Mer' Monitor! 12)

“To be – or not to be” - ifølge Shakespeare, findes der kun to svar til spørgsmålet om identitet. Rent musikalsk svarer det sig til at sige ”vi er et metal-band”, ”jeg er koklokke-spiller i et band”, eller ”vi er de bedste indenfor vores genre”.
Men næsten ligeså hurtigt som man har placeret sig ind i en musikalsk boks, ligeså hurtigt kan man blive tavs for svar på det uundgåelige spørgsmål: ”Hvor gode er i så?”.

Når jeg bliver stor, vil jeg gerne være..

Du har sandsynligvis stået i situationen før hvor dine evner og selvforståelse skal forenes til et produkt, der gerne skal være realistisk og selvbevidst.

Men hvad gør man hvis man endnu ikke har fået sin musik ud på den kommercielle sendeflade (læs: den typiske parameter for ”succes”-status), men ej heller kan betegnes ”ukendt”.

Som musikanmelder, koncertfotograf og amatørmusiker, har jeg længe bevæget mig indenfor denne branche. Jeg har set koncerter med middel-aldrende kvinder sparke nærmest akrobatisk i Skagen, hørt natteravne komme slentrende hen af det københavnske fortov og sågar givet Michael Carøe high-five, som adgangsvagt på en af sommerens festivaler.

Men med tid kommer refleksion. Tanker som:
”Findes der en grænse, imellem dét at være undergrundsmusiker og dét at være blandt de store drenge?”
”Hvad adskiller gode kunstnere fra dårlige kunstnere?”

Og vigtigst: ”Hvad er opskriften på et kommercielt gennembrud, hvis ikke man vil vurderes af en skaldet herre med trang til at kritisere alt andet end sig selv på nationalt tv?”

Alt starter med en idé.

I håb om at løsrive mig selv lidt fra tankerne, besluttede jeg mig for at gå en tur ned på den lokale café og få noget kaffe.
Den lange ventetid medførte at jeg faldt i snak med en langhåret mand. Han introducerede sig som Carsten Holm, og til mit held, arbejdede han for Danmarks Radio på radiokanalen P6, hvor han havde sit eget program og tilmed også fungerede som dommer i talentkonkurrencen ”Karrierekanonen”. Jeg greb straks chancen for at få svar på mine spørgsmål!

INTERVIEW MED CARSTEN HOLM:

 

Mig:
Hmm.. Hvordan afgør man hvad der er god musik og dårlig musik i sådan en konkurrence?

 

Carsten Holm:

Det er ikke så ligetil. Der er mange ting vi dømmer efter, blandt andet lyder kriterierne for karrierekanonen på at det skal kunne tilpasses det musik der spilles på P3 og Roskilde Festivalen, som står bag konkurrencen. Klassisk musik, Jazz og helt igennem rå pop har derfor ikke den store interesse.

 

Mig:

Nåh. Men hvad så med erfaringsniveauet? Har i større forventninger til bands, som er nået stadiet over ”amatørbands”?

 

Carsten Holm:

Ja. Det gir sig selv når vi snakker med kunstnerne før en koncert. Man mærker hurtigt hvor motivationen ligger for at avancere videre; nogen af de etablerede har måske været i gang længe og skiftet de musikalske ambitioner ud med familie-planer. Forskellen er ofte mere psykologisk end den er kommercielt målbar. Hvis personligheden ikke er i musikken, eller forsangeren er udbrændt, så er det hverken holdbart for os eller for bandet at sende dem videre.

 

Mig:

Så god musik er altså ligeså psykologisk, som det er musikalsk?

 

Carsten Holm:

Tja, vi vælger i hvert fald ligeså meget ud fra de indtryk bandet giver os uden for scenen, som de indtryk vi får fra scenen.
Spørgsmål som ”Har forsangeren personligheden og modet til at være frontperson?”
”Tør de vise sjæl og være levende i deres musik” – Altså generelt, tør de tage chancer og repræsentere deres musik.

 

Mig:

Det vil sige at kontakten imellem publikum og kunstneren faktisk afspejler et vigtigt element i jeres udvælgelsesproces?

 

Carsten Holm:

Yep. Et band bør altid have klarlagt deres roller på forhånd før de optræder. På den måde skabes der en større sikkerhed på sættet og frontfiguren (typisk sangeren) vil være bedre rustet til at imødegå publikummet. Man skal naturligvis heller ikke stille sig op og opføre et skuespil, men finde en naturlig balance imellem nærvær og rolle. Tag for eksempel en af vinderne fra i år: ”Boho Dancer”

 

Mig:

Boho Dancer?

 

Carsten Holm:

Yeps. Deres performance harmonerede med spillestedets intime miljø. Det tillod forsangeren at gå enormt tæt på publikum og synge uden mikrofon, hvilket symboliserede mod og autencitet.

(..)

Der findes mange muligheder for vækstlagsgrupper i dag. Om man har etableret sine rødder eller ej, så falder afgørelsen ofte på bandets idé, promoverings-strategi, attitude og især deres måde at snakke til publikums følelser på – uanset om vi snakker metal eller pop.

 

Tættere på et mellembrud

Mens Carsten Holm åbenhjertet lukkede op for sine mange guldkorn, blev min kaffe kold – jeg hader kold kaffe. Med et beskedent farvel forlod jeg cafeen og satte kursen mod strøget.

”Boho Dancer”.. Ordet hang stadig i hovedet af mig. Med ét fandt jeg frem til hvor bandet skulle spille næste gang – de måtte kunne fortælle mig hvordan livet som ”mellembruds-kunstner” føles.

Engagerer man sig ikke får man ikke resultat.

”Endnu en kø. Øv – jeg hader køer”. Idéen om at stå i kø tiltalte mig ikke synderligt og jeg opgav til sidst at fortsætte jagten på svar. I stedet fandt jeg to personer omme bagved, som stod og røg. Perfekt, en lille smøg til min korte lunte, blot suppleret af lidt hyggeligt selskab.
Lidt tid efter måtte jeg igen sande at skæbnen var gavmild. Selskabet udgjorde ingen ringere end Ida og Asger fra bandet! Tilfælde? No way!
Jeg spurgte dem prompte om de havde små 52 minutter til et kort interview. Det havde de naturligvis.

INTERVIEW MED BOHO DANCER:

Mig:
Ahh… Der er ikke noget, som musikalsk fordybelse forløst over en billig smøg!  Nåh.. Jeg mødte en Carsten Holm, som henviste mig til jer med mine spørgsmål, så:
Har i altid vidst hvilket koncept der skulle ligge til grund for jeres musik og hvad i ville opnå?

 

Ida:
Vi har ikke altid haft noget fast ”koncept”, men vores musik har udviklet sig med tiden. Den musik man laver er med til at modne én og udvikle ens evner rent musikalsk.
 

Asger:
Vi havde f.eks. også en anden sangskriver med tidligere i bandet. Efter noget tid var det svært at forene deres univers, da deres personlige udvikling var anderledes fra hinanden.
Så kort sagt må man med tiden lære at træffe nogle valg for at komme frem.

 

Mig:

Så at være selektiv, har været en force i bestræbelserne på at opnå succes?

 

Asger:

Tjaa, altså, vi blev mere eller mindre tvunget til det efter den medfart vi fik via KarriereKanonen.og SPOT-festivalen. Når der pludselig står 3000 mennesker og lytter til én, er man afhængig af de valg man har truffet. Desto mere du har overvejet og planlagt, desto mere tryg og fælles er man på scenen.

 

Mig:

Men nu er i jo sådan et ”mellembruds-band” – har det nogen indflydelse på hvilket publikum i henvender jer mod?

 

Ida: -     Asger:

Jaa…-   Nej (Sagt i munden på hinanden)

 

Ida:

Altså - Man skal vælge et sæt og tilpasse det til publikum man skal spille for.
Så lang tid man ikke går på kompromis med det man laver.

 

Mig:

De sociale medier er jo en vigtig platform, hvis man i dag vil være kendt og få sin musik ud.
Er det en vogn i også er hoppet med på?

 

Ida:

Vi er jo afhængige af vores fans og helt vildt taknemmelige når nogen kommer efter en koncert og fortæller hvordan vores musik har påvirket dem.

Derfor er vi også rigtig glade for at lytte og tale med fans over f.eks. facebook.
Desto mere vi kan være i kontakt med vores fans, desto tættere føler de sig også på det vi laver.

 

Asger:

Når vi spiller live vil vi gerne være så tæt på publikum som muligt. Så, det er meget naturligt for os at bruge et medie som facebook og være i personlig kontakt med dé som nyder vores musik.

 

Ida:
Men, som sagt, må man ikke gå på kompromis med sig selv. Mine erfaringer er, som sangskriver, at man skal finde sine grænser for hvor meget man føler man kan dele ud af sig selv til fans og sociale medier.

 

Mig:

Nu er i jo på ”Not a girl, not yet a woman stadiet” (læs: Hverken nationalt kendte eller helt ukendte kunstnere). Hvor meget betyder image for jer hvor i er nu? Og kæder i musik og image sammen?

 

Ida:

Det gør det sådan rimeligt meget. Vi er nået til et punkt nu, hvor vi skal prøve at forstærke vores kendskab vha. blandt andet vores image. Den visuelle del af et band er vigtigt.

 

Asger:

Det er jo selvfølgelig vigtigst at lyden kommer før billedet. Forstået sådan, at vi vil helst at vores image udspringer fra vores lyd. Vi vil helst fremstå, rent tøjmæssigt og stilmæssigt, i en overensstemmende grad med det univers der kendetegner vores musik

 

Mig:

Så – Image skal tilpasses dé der spiller og ikke omvendt?

 

Asger:

Det kan da måske komme med tiden, men som Ida siger, vil vi jo ikke gå på kompromis med vores egne ønsker og selvforståelse.

 

Mig:

Det giver go mening.. Men image er jo også stærkt forbundet med promovering! Hvad har i gjort for at promovere jeres musik?

 

Asger:

(Grinende) Vi gjorde faktisk ikke rigtig noget?! Jo – vi uploadede vores EP til Bandcamp og sendte budskabet ud til den nærmeste omgangskreds. Vi har i stor grad brugt vores tætte netværk til at score koncert-aftaler og udbrede vores musik. Ellers har vi faktisk primært fokuseret på at lave musik..

 

Ida:

Vi har på intet tidspunkt mistet jordforbindelsen ”. Selv da vi stod i finalen til KarriereKanon og ventede på dommernes afgørelse, var der ingen af os som følte sig specielt urolige for udfaldet. Ikke fordi det ikke betød meget for os, for det gjorde – og gør det, men fordi at vi bagefter stadig ville lave musik ligesom før, uanset udfaldet.

 

Mig:
Føler i jer fuldstændig etableret på det stadie i er nu?

 

Ida:

Det er svært at sige. Efter KarriereKanonen var vi nød til at sætte os ind i musikbranchens mange komplekse facetter. Promovering, arrangering, netværk etc. var ting vi langt fra vidste særligt meget om. Heldigvis er der mange gode tiltag til vækstlagsgrupper som os, f.eks. Bandakademiet.

 

Asger:

Det er jo enormt kompliceret at finde rundt i de forskellige led af branchen. Heldigvis havde vi udviklet os så meget gennem den intense periode hvor karrierekanonen kørte. På den måde var vi ligesom klar til at tage ansvaret og arbejdsbyrden på vores skuldre.
Til gengæld har det taget noget tid for os at sætte os helt ind i det. Vi har ikke travlt med at udgive et halvfærdigt produkt, modsat andre som to dage efter de har vundet en tilsvarende konkurrence, udgiver et album.

 

Mig:

Aha.. Engagement, målrettethed og sammenhold er hvad der adskiller fårene fra bukkene?

 

Asger:

Der er voldsomt mange praktiske ting der skal gøres. Tager man ikke disse alvorligt, kommer man sig ingen steder hen.

 

Ida:

Man kan bare ikke komme uden om det. Der er pisse mange ting, som skal ordnes. Det er bare ikke nok at spille musik og øve en masse. Det handler ikke længere om bare at spille musik og blive opdaget, men i stedet knokle for det og vise verden hvor meget man vil det her.
Det er en branche hvor der efterhånden er færre og færre penge i at lave musik, så med mindre man virkelig brænder for det man laver, vil man hurtigt brænde ud over de manglende fordele.

 

Mig:

Har i så givet hinanden roller for at kunne udføre alt arbejdet?

 

Ida:

Haha.. Ja så småt. De er ikke helt fastlagte endnu, men der tegner sig et pænt mønster af hvem der laver hvad og hvornår.

 

Mig:

Hvordan lærer i bedst?

 

Asger:

Vores mange optrædener, især gennem de mange festivaljobs vi har haft. Det har lært os at tilpasse vores musik til de rette scener, f.eks. hvis man vælger at spille et stille nummer på en stor scene, så skal man selv tro 150 % på det. Ellers falder det igennem.

Vi har desuden lært hvor vigtigt det er at forberede sig inden en koncert. Tror vi har en slags koreografisk fremgangsmåde; ikke at vi spille teater, men snarere at vi musikalsk og fysisk kan lave glidende overgange imellem numrene. Men det kræver enorm stor forberedelse at være… hvad skal vi kalde det..? Professionelle! Noget vi er blevet tvunget til at være de sidste 4-5 måneder..

 

Mig:

Professionelle? Forstået hvordan?

 

Asger:

Jamen, når man går ind til en koncert med et slags ”manuskript” for showet, når man har roller, når man har så stor en erfaring og at man under hele showet skal briefe og briefes i hvad der skal gøres. Hvis man tror noget er improviseret af alt det organisatoriske, så tager man virkelig fejl.

Man skal sørge for at organisere sig og sikre sig alle er med på hvad de skal.

 

Ida:

Helt enig – det må være vores bedste råd!

 

Asger:

Alle der læser musikmagasiner, har vel været til en koncert med amatørbands hvor der går vildt lang tid med at stemme guitar og arrangere alt med lydmændene. Tilbage står en forvirret forsanger, som hele publikum står og stirrer på. Hvad skal han sige eller gøre?
For at undgå lignende situationer, valgte vi at invitere en ven med til at stemme guitar og ordne alt praktisk, så vi får den her glidende overgang imellem vores numre. Det hjælper HELT VILDT meget!

 

Mig:

Fedt! Godt sagt – det er faktisk en god pointe for at adskille letvægtsmusikere og de højere lag!
Så, når jeg nu står med min ko-klokke næste gang mit band skal øve, hvilke råd vil i så give os hvis vi vil nå langt?

 

Ida:

Man må ikke tro man går på kompromis med sig selv ved at organisere og begrænse sig. Tværtimod, man vil opdage at det giver et meget større frirum.

 

Asger:

Undgå at bliv professionel og ambitiøs for tidligt. Hold jer til det stadie i er på, i stedet for at sælge jer selv for hurtigt. Indhold kommer altid før form, så har man hverken passionen eller produktet i orden, vil formen virke skrøbelig og usammenhængende.
Nåh ja… Øv jer ind til i er tilfredse og få alt det erfaring i kan fra live-koncerter. Vigtigst er dog:
Spil musik for musikkens skyld!!

Konklusion: Musik er relativt – færdig, slut.

Jeg er ikke sikker på om jeg fandt det svar jeg ledte efter.
Omvendt set, burde jeg måske bare se mig glad for at musik aldrig indeholder nogen absolutte svar, uanset om man spørger undergrunden, kendte eller bare ”Not a girl, Not yet a woman”-bands.
Min jagt efter dybere mening bag indretningen den kultursektion man kalder ”musik”, gav mig ikke blot kold kaffe og kolde timer i lange køer; men indsigt i livet, som både ekspert, mellembrud og helt almindelig undergrundsmusiker. Konklusionen på det hele er vel ganske enkelt, at så lang tid musik spilles for musikkens skyld, er det blot et spørgsmål om at stå inde for den og kæmpe for den hvis man vil have det spredt til dé mange eftertænksomme, skrålende, dansende, øl-fanatiske og dybt taknemmelige musikelskere. Musikere med andre formål, er velkomne til at stille sig bag køen til den næste omgang X-faktor eller Talent.