Big Business møder upcoming scenen

images-8

 

 

 

 

 

Af Ricco Andie Jensen

Partnerskab mellem bands og brands er efterhånden et velkendt fænomen.  Også herhjemme er samarbejdet velkendt, dog som oftest med de store etablerede navne som vindere.  Med Tak Rock kampagnen dryppede det dog på vækstlaget… og det drypper stadig. Mer’ Monotor! har talt med folkene bag; Kristian Riis fra Volcano Management og Eventchef Freddy Larsen fra Royal Unibrew.

 

På hjemmesiden for Tak Rock kampagnen står tælleren på 639 bands. Det er antallet af bands som har meldt sig, i første omgang med håbet om at varme op for Kashmir på deres efterårstour 2010, men som nu er med i det løbende kapløb om opvarmningsjobs som kampagnen skyder af sig.

Bag Tak Rock kampagnen står Royal Unibrew, og deres målsætning var helt klar,

- Helt konkret ønskede Royal Unibrew at skabe en kobling mellem brandet Royal Beer og rockmusik, fortæller Freddy Larsen fra Royal Unibrew og fortsætter; Målgruppen blev døbt ’de store hanner’, og en råd tråd for kampagnen var at koble netop hannernes oplevelse med rock musik til Royal Beer.

Initiativ gav pris

Ifølge Freddy Larsen blev kampagnen en succes. Afkastet var øget kendskab og salg, hvilket må siges at være et positivt grundlag for at samarbejdet kan fungere. Kristian Riis fra Volcano Management, som har specialiseret sig i disse partnerskaber, og som stod bag samarbejdet mellem Kashmir og Royal Unibrew, fortæller;

- Det vigtige er netop, at det er et partnerskab hvor begge parter får noget ud af samarbejdet, fortæller han og fortsætter; mellem Kashmir og Royal Unibrew har vi set på hvordan Kashmir kunne være med til at skabe mere synlighed for Royal Unibrew ved at de to enheder sammen søgte efter et supportband. Ud over øget eksponering til begge parter, har Royal Unibrew været med til at brande sig som en virksomhed der gør noget for upcoming scenen.

Faktisk lykkedes partnerskabet så godt at Kristian Riis og Volcano blev belønnet med Liljeprisen i år, for at være særlig innovative inden for deres felt.

Afkast til vækstlaget

En del af kampagnen har været at oprette en bandportal hvor igennem nye danske bands kan få endnu flere chancer for at komme ud at spille. I år er stafetten som hovednavn gået videre til Sort Sol, og de tilmeldte bands kæmper således om at opvarme for bandet i tivoli. Men der satses på endnu flere koncerter fra Tak Rocks side,

- Efter den succesfulde etablering er målet i år at få Tak Rock-musikken ud at spille på de danske spillesteder: Det handler om at få flere bands ud at optræde, så Royal Beer bliver endnu tættere knyttet til musikoplevelserne live, og så de tilmeldte bands har en klar oplevelse af, at der er noget at komme efter på Tak Rocks hjemmeside, slutter Freddy Larsen.

Dit lokale partnerskab

Med Tak Rock kampagnen kan succesen for partnerskabet måles bredere end hos et stærkt band og et stærkt brand.  En del nye bands har fået ekstra opmærksomhed med kampagnen, og ikke mindst upcoming-scenen, som en scene der er værd at holde øje med. Men kan man faktisk tænke sådanne partnerskaber ind tidligt i et bands karriere,

- Det er klart, at har et band en lang karriere bag sig og er et stort navn, er det nemmere at teame op med større virksomheder. Men det er også muligt for nye navne, så længe man henvender sig til virksomheder på sit eget niveau. F.eks. kan et band fra provinsen prøve at finde ud af hvem der lokalt kunne have interesse i at indgå et partnerskab. Man kan prøve at danne sig et overblik over lokale virksomheder, der gerne vil have denne eksponering, evt. det lokale biludlejningsfirma. Mulighederne er uendelige – man skal bare opbygge sig et godt netværk og spørge sig frem, fortæller Kristian Riis.

Så har du tiden, energien og det rigtige band, så er det bare med at komme på udkig efter den rette lokale virksomhed. Du kan også starte inde på royalbeer.tv og tilmelde dig, måske er det dit band der får den næste fede tjans.

Se mere på http://volcano.nu/

Se mere på http://royalbeer.tv/

Boks:

Kristian Riis: Partner hos Volcano Management og guitarist i Nephew. Derudover fungerede han fra 2005 til 2008 som chef for Musik Export Denmark. Medlem af Tænketanken for Rytmisk Musik 2009, medlem af By:Larm’s bestyrelse 2011. Han er foredragsholder, konsulent og yder også talentrådgivning blandt meget andet.