Tjekkethed, taknemmelighed og tilfældighed

hie_photo

Af Peter Mathiasen, forsanger i bandet Avalyn ( peter@avalyn.dk)

We can work it out. Mange upcoming musikere overser de lavt hængende frugter, når det gælder om at gøre opmærksom på sig selv. Med lidt samarbejde med andre og en fælles indsats kan man opnå ting, der gavner begge parter.

Når du har brugt otte minutter af dit liv på at læse denne artikel, og du sætter dig ned og tænker over indholdet, så vil du nok komme til den konklusion, at du ikke får noget at vide, du egentlig ikke vidste i forvejen. Men ifølge min opfattelse udnytter utrolig mange upcoming musikere ikke de muligheder, der ligger lige for næsen af dem. Og det er en skam.

Derfor skriver jeg denne lille artikel for at motivere og inspirere dig og dit band til at kaste jer ud i nogle projekter, der senere hen kan komme noget godt ud af. Men det gælder ikke om at sidde alle mand i øvelokalet og gå add-amok på MySpace og facebook – det gælder om at møde mennesker. Ulig networking gælder det ikke bare om ”at kende de rigtige folk”, men om at lave et noget-for-noget-samarbejde. Man skal udnytte hinandens forskellighed for at komme fremad. Dette kaldes for en symbiose.

Ordforklaring:

Symbiose betyder samliv mellem forskelligartede organismer, hvor alle kan drage nytte af hinanden, hvad enten der er tale om samliv mellem planter, dyr eller bakterier, eller mellem disse grupper indbyrdes.

I stedet for ”planter”, ”dyr” og ”bakterier” kan du indsætte musikrelaterede ”organismer”. Eksempelvis musikere, fotografer, designere, lysmænd, teknikere, musikjournalister, filmfolk osv. Alt hvad du kan komme i tanke om, kan du smide ned i den sætning.

Et eksempel fra mit eget band. I foråret 2009 blev vi spurgt af en gut ved navn Malte Greis, om vi ville være med til at lave et skoleprojekt, hvor ham og to andre skulle lave en musikvideo til deres grafiske designer uddannelse. Det sagde vi ja til. Men selvom det i bund og grund drejede sig om én fredag i et green screen-rum med et vognlæs instrumenter og en masse øl, så udviklede samarbejdet sig efterfølgende.

Siden har Malte været med os næsten hver gang, vi har været ude at spille, og han dokumenterer stort set alt, vi laver. Af ren og skær lyst.

I september 2010 fik vi et godt job på en stor scene foran en masse mennesker, og vi spurgte naturligvis Malte, om han ikke ville filme hele optrinnet. Det ville han gerne, og han anskaffede syv HD videokameraer og fik de to gutter fra projektet i 2009 med til at filme.

Det resulterede i en live video, som vi udgav til gratis download. En video der senere skulle være med til at give os en pladekontrakt. For nummeret blev nemlig opsnappet af TV2 Sporten, der valgte at bruge den flere gange under VM i Herrehåndbold 2011, hvor den blandt andet blev spillet 20 minutter før VM-finalen, hvor der var mere end 2 millioner seere. Hele historien om, hvordan jeg tabte i terninger og mødte en interessant samarbejdspartner, kan ses på www.avalyn.dk/fernet .

Men har vi så bare udnyttet Malte? Har vi bare nasset på hans goodwill og hans vilje til at hjælpe os med at komme fremad? Umiddelbart vil jeg sige nej.

Uden Malte var vi aldrig kommet i fjernsynet.

Uden os var Malte aldrig kommet i fjernsynet.

Uden Malte havde vi ikke fået lavet videoer, der er blevet brugt i diverse tv-indslag. Uden os havde Malte ikke fået omtale og vist videoer med i håndboldturneringen.

Alt i alt noget jeg vil kalde en god symbiose imellem en glad filmgut og et par håbefulde musikere.

Da vi indgik aftalen med TV2 Sporten, var det derfor vigtigt for os, at Malte fik lige så meget credit på skærmen, som vi gjorde. Siden har Malte stiftet selskabet Greis.dk Filmproduktion, og vi har fået en pladekontrakt med RecArt. Muligvis kun fordi vi valgte at samarbejde om nogle ting, vi hver især brænder for at lave.

Jeg håber vores lille succeshistorie har været med til at inspirere dig og dit band til at tænke over, hvad I kan gøre for at skille jer ud. Men det er desværre ikke altid let at ”få noget til at ske”. Det kræver tre ingredienser, for at det lykkes. Tjekkethed, taknemmelighed og tilfældighed.

Tjekkethed er et begreb, der er en stavefejl i mit skriveprogram. Men det er det desværre også for mange musikere. Hvis man vil indgå aftaler med folk, og vise dem at man er interesseret i at samarbejde, gælder det om at være tjekket. Forstået på den måde, at man holder sine aftaler, ringer tilbage og svarer på lange e-mail. Kort sagt skal man tage sin rock ’n’ roll-”I-don’t-give-a-fuck”-attitude og stikke den langt op. For der er ingen, der gider arbejde sammen med dig, hvis du brænder dem af, ikke overholder jeres aftaler eller bare opfører dig som en utaknemmelig teenager, der er ligeglad med andre end dig selv.

Jeg ved godt, det lyder som en omgang moralsk bull shit, men ikke desto mindre er det hovedingrediensen i projektet.

Taknemmelighed er ekstremt vigtigt, når det gælder om at arbejde sammen med folk. Da man som musiker ofte ikke tjener meget mere end til dagen og vejen, så kører PR-bussen oftest på taknemmelighed. Det er vigtigt, at fortælle de folk, der knokler, at man sætter pris på dem og deres arbejde. Hvad enten de er fotograf, live-medlem, tekniker, manager eller en samarbejdspartner, som man skal lave en deal med. Husk, der er forskel på at være taknemmelig og underdanig. Og husk, dem du møder på vej op, møder du også på vej ned, og så er det pænt nitten at have opført sig som en røv overfor dem, da du var på vej op.

Tilfældighed er den eneste ingrediens, du ikke kan kontrollere. Hvis jeg ikke havde tabt i terninger, var vi aldrig blevet vist på TV2 under VM i Håndbold. You win some, you lose some...