MONORAMA Rocks

Den årlige MONORAMA Rocks sætter huset på den anden ende. Kom ud af øvelokalet, test materialet og få en fed aften sammen med andre musikere og publikummer.

Kald det en tidlig julefrokost, husets fest eller noget helt tredje. Omkring midten af november er det gået hen og blevet en tradition at fyre op for MONORAMA Rocks. 10 af husets bands rykker på scenen, de får 20 minutter hver, hurtige skift og så ned og hygge sig med de andre. 

Det er en fantastisk måde at prøve formen af på, en hyggelig aften for publikummer (som de forskellige bands inviterer), og fedt at møde de andre musikere og bands i huset. Det er nemlig ikke så tit vi tilfældigt mødes på gangene. Indimellem sker det at bands ved den lejlighed teamer med op med andre bands om koncertevents og andet udveksling - og sådan skal det være.

Alle deltagende bands får optaget deres koncert i lyd og video. Videoen er dog mere til eget brug, i arbejdet med bandets livoptræden og udtryk. Videoen optages med GoPro's. Suppler evt. optagelsen med smartphones blandt publikum. Når du får lydoptagelserne fra koncerten, kan du selv sætte en film sammen.

Alle bands får også mad og en øl. bands køber derefter øl/drinks til specialpriser resten af aftenen.

De sidste to år har vi fyldt huset til bristepunktet. 10 bands, som hver inviterer venner, kolleger og lignende, giver en super fed aften for alle bands. Masse af publikum at spille for. 

MONORAMA Rocks har intet lytteudvalg, så det er først til mølle på mailen: mono@mono.dk (Skriv emne: MONORAMA Rocks).